Min mission: Iværksætteri på skoleskemaet

Jeg har i år sat mig et mål, om at få iværksætteri på skoleskemaet. Jeg har selv gået 10 år i folkeskole, og derefter 3 år på Roskilde Handelsskole. På det tidspunkt var min ‘karriere’ som iværksætter allerede startet, og jeg ærgrede mig gul og grøn over, at vi ikke havde noget mere om det. Jeg havde også en del kammerater, som var interesseret i iværksætteri, men den ‘lyst’ inde i dem, blev aldrig vækket. Det er først efter skolen, at de er begyndt at gøre noget ved det.

Derfor satte jeg mig nogle mål for 2013. Mine mål kan du høre i denne video. En af målene var at holde 30 foredrag på skoler, for at inspirere og motivere nye iværksættere. Det har jeg nu defineret lidt tydeligere – jeg vil nemlig have iværksætteri på det danske skoleskema. Og da jeg havde sagt det på landsdækkende TV, så fanger bordet.

Derfor gør jeg nu noget seriøst ved det. Til at starte med vil jeg prøve at skabe en masse Facebook-buzz omkring det. Til det formål har jeg oprettet denne Facebook-side: Iværksætteri på skoleskemaet. Et like ville være super fedt, og hvis du også gider at dele siden, så bliver jeg en endnu gladere dreng.

487100_329332280506191_1073111064_n

Der er tidligere mange andre som har været fremme og snakke om at få iværksætteri på skoleskemaet. Martin Thorborg har snakket lidt om det, og det har Lars Larsen også gjort tilbage i 2011.

Dansk iværksætterforening og Niels Brock, lavede også et samarbejde om det i foråret 2012, hvor de ville gøre en indsats for det.

Slutteligt så har Monica Grønning fra Fonden for Entrepenørskab også snakket om det i Tv2 Lorry.

Og det er jo super fedt, at der er så mange andre, som er enige. Nu vil jeg bare gøre en kæmpe indsats for at der også sker noget. Det tror jeg på kan lade sig gøre.

Jeg åbner også snart sløret for min iværksætterturné ved navn ‘Iværksætterturen 2013′, hvor jeg vil tage ud på en masse skoler og holde foredrag for at inspirere og motivere nye iværksættere. Derudover håber jeg også at øge interessen kraftigt for iværksætteri ude på skolerne, så min mission får nemmere ved at lykkes.. Der kommer snart mere information!