Mac imod PC – og vinderen er fundet!

Cirka en gang om ugen kommer jeg til at vælte mig ind i en Mac imod PC diskussion. Ofte ender jeg med at fremstille de samme argumenter og der kommer de samme modsvar. Så i stedet for at bruge en masse tid på det, så besluttede jeg mig for at lave en tråd med alle argumenterne for og imod PC, samt modargumenterne. Føl dig fri til at linke til dette blogindlæg, næste gang du ser en lignende diskussion. Hvis du har andre argumenter så skriv dem meget gerne i kommentarerne, jeg vil nemlig løbende opdatere dette blogindlæg. Tak til Anders fra Mackabler.dk for at give mig idéen til at blogge om det, istedet for konstant at forvilde mig ud i diskussioner!

Bemærk at det er henvendt til den almindelige bruger. Hvis du er topnørdet PC-bruger, så ved du godt hvordan du skal holde den hurtigere, formatere den osv. Men det ved størstedelen af danskerne ikke, som bruger PC.

’Hvorfor købe en Mac, fremfor en PC?’

Den er hurtigere, pænere og smatere.

’Når du køber en Mac betaler du for designet’

Ja, selvfølgelig gør man det. Sådan er det med mange ting.

’Du kan få en PC med bedre specifikationer, til en billigere pris’

Jep, og du kan også få en traktor med større motor, billigere end en Mercedes – men hvis du skal bruge den til at køre langt med, så er det måske ikke det smarteste, og mest komfortable?

Det er måske et ringe eksempel, men jeg håber du forstod pointen. Det er meget muligt at du kan få en PC som på PAPIRET har de samme kvalifikationer som en Mac. Det er også muligt, at den i det første stykke tid vil køre hurtigere. Men når du så har haft den længe, begynder der at komme virus på, den begynder at hakke i det. Det samme sker bare ikke på en Mac. Jeg havde PC i 5 år før jeg begyndte på Mac, og jeg bruger stadig hver eneste måned tid på at fikse min mors PC.

’En PC holder lige så længe, som en Mac’

Forkert. Hvis du ved almindeligt brug sammenligner en Mac og en PC (med samme specifikationer) efter 1 år, så vil Mac’en i de fleste tilfælde være meget hurtigere, bygget på egne erfaringer, og stortset alle andre Mac-brugere.

’En Mac koster spidsen af en jetjager’

Spidsen af en jetjager koster 16.000 kr (kilde), og den billigste MacBook Air (som stadig er en super computer), starter på 8.099 kr, så det er helt forkert.

’En Mac kan også få virus’

Ja, det kan den. Faktum er bare, at PC’er oftere får det. Jeg har hjulpet rigtig mange PC brugere igennem tiden med at få fjernet noget virus, men ALDRIG nogensinde en Mac-bruger. Mine PC’ere havde også virus, det har min Mac’s aldrig haft. Og jeg surfer stadig de samme skumle sider ;)

’Mange programmer kører kun på Windows’

Korrekt – hvis du snakker 2006. I 2013 som vi skriver i kalenderen meget snart, så er det meget sjældent at jeg støder på et program som endnu ikke findes til Mac – faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst gjorde det. Desuden siger det mere om programmet, end om en Mac.

’En PC kan køre lige så hurtigt som en Mac’

Korrekt, men sammenligner vi de to styresystemer, som oftest er Windows og OSX, så køre OSX bare mere smertefrit ifølge mine erfaringer. Der sker noget i samme sekund som du klikker, og det er slet ikke samme følelse du får, ved et klik på en Windows-computer.

’Det nye Windows 8 er hurtigere end Mountain Lion’

Muligvis, i starten. Men når der er gået 1 års tid, så vil computeren være fyldt med diverse underlige ting, og den vil begynde at blive langsommere.

’Du køber den kun pga. Designet er smartere’

Jeg gør ikke – men nogle gør helt sikkert. Det hænger sammen med, at det ganske enkelt bare er mere tjekket at rende rundt med en Mac, fremfor en PC. Det har betydning for nogle, hvilket er helt forståeligt.

Ligesom at nogle bruger flere tusinde kroner på modetøj eller dyre biler, så vælger nogle så at købe en Mac – som er lækker. Det er jo også fair nok.

Ovenstående er baseret på mine erfaringer, og alle mine bekendtes erfaringer. Jeg ved at jeg har generaliseret nogle ting ret groft, men det er for at udpensle det. Men tag det nu ikke for ilde op, det er kun for at lave lidt sjov ud af det, og for at have noget at henvise til fremover.

En PC kan være en fordel – i specifikke tilfælde

Arbejder man kun med programmer, der kun køres på Windows, så giver det god mening at have en PC. Man kan også have en Mac med Windows installeret, det ville jeg selv gøre, men det er også forståeligt at folk her vælger en PC.

Hvis du spiller meget computerspil, så kan en PC også være en fordel. Især hvis det er nogle ældre af slagsen, da de så er udviklet til at køre på en PC, og dermed vil køre mere smertefrit. Nogle af dem findes ikke til Mac (næsten alle store, nye gør dog), så her giver det selvfølgelig sig selv.

Derudover, så vil jeg også mene at de fleste ældre mennesker, som er vant til PC, skal blive ved det. Det kræver utrolig meget energi at skifte styresystem, så hvis man er fuldstændig inde i Windows og ikke har energien til at skifte, så det kan det også være en god idé at blive på Windows. Så kan man selvfølgelig også bare købe en MacBook og installere Windows, men det giver ikke særlig god mening i min optik.

Den sidste mulighed, er hvis du ikke ønsker at bruge mere end 2-3000 kroner på en PC, eller ganske enkelt ikke har flere penge til rådighed. Så er en PC selvfølgelig også en mulighed, men husk at Mac er billigere i det lange løb. Prøv at sammenligne en gammel Mac med en gammel PC, og se henholdsvis hvor meget de er faldet i værdi. Mac holder prisen meget bedre.

Hvis din tid intet er værd, og du generelt godt kan lide ventetid, så er en Windows også en fremragende idé. Prøv at få fat i en Acer for eksempel ;-)

Konklusion

Som du kan læse dig til, så er jeg stor fortaler for Mac. Jeg ser ingen grund til at bruge Windows (udover ovenstående), og jeg anbefaler dig derfor at købe en Mac – det vil du ikke fortryde.

Det skal siges at jeg brugte PC i 5 år før jeg skiftede til Mac, så jeg HAR været der. Fælles for de fleste som er imod Mac, er at de ikke har prøvet det. Sjældent ser du en ex-mac bruger (som har brugt Mac i mere end en måned), som er fortaler for PC.

Der er også nogle som mener, at det er for svært at vende sig til Mac, hvis man er vant til at bruge en PC. Det er klart at alt nyt er svært, så det kræver noget tilvænning. For mig gik der cirka en måned med intens brug af min Mac, hvor jeg satte min PC til side. Efter den måned var jeg solgt – og er overbevist om at der går mange år, og endda måske aldrig, før jeg går tilbage til PC. Den måned du så skal bruge på tilvænning koster selvfølgelig nogle timer, men de vil blive betalt hjem mange gange, når du først ser hvor meget du sparer af tid, når du har vænnet dig til at bruge din Mac.

Jeg vil gerne skabe noget diskussion omkring det, så jeg vil gerne opfordre dig til at dele eller like dette blogindlæg – det ville jeg sætte pris på!

Opdatering 21. Januar 2014: Det er nu godt et år siden, at jeg skrev dette indlæg. Og når man går ud og er lidt skarp i tonen, må man også være mand nok til at trække følehornene tilbage, hvis tingene ændrer sig. Og det mener jeg klart at de har gjort. Windows er kommet efter mange af tingene, og specielt med Windows 8.1 opdateringen synes jeg klart, at man ikke kan skære tingene så meget ud i pap, som jeg tidligere gjorde. Min konklusion er nok blevet, at Windows og Mac er to forskellige redskaber, hvor at det er individuelt, hvilket der passer til ens behov.

Opdatering 23. August 2015: Nu er Windows 10 kommet, og efter at have testet det synes jeg virkelig Microsoft er på vej retur!