Køb hos konkurrenterne, og bliv inspireret

Her kommer en af mine bedste tricks, hvis jeg skal optimere en hjemmeside. I al sin enkelthed går det ud på, at man laver et køb hos konkurrenten. Man skal selvfølgelig vurdere om det er økonomisk rentabelt, altså sælger man dyre desginermøbler kan det nok ikke betale sig.
Sælger man derimod billige ting over nettet, så vil jeg mene at man i 9 ud af 10 tilfælde kan lære noget nyt.

Hvad gør konkurrenten godt? Er det en smart måde de har lavet deres check-out på? Er det en dum måde, man vælger levering på?
Alle mulige ting lærer du lige pludselig om konkurrenten – og om din egen shop for den sags skyld. Man bliver virkelig klog på det.

Det er nærmest som en omvendt brugertest. Denne gang er det nemlig dig som tester en hjemmeside, og så skal tænke højt. Skriv alt ned, eller optag dig selv imens du gør det. Det er nemlig dit førstegangsindtryk som er allermest værd.

Nu håber jeg at du i forvejen laver brugertest på din webshop, og hvis ikke, så kan jeg kun anbefale dig at komme igang hurtigst muligt. Der ligger så meget guld at hente her, og det som virker fuldstændig logisk for dig, det kan nemt være en barriere for dine købere, og det vil du jo ikke have.

Men et god trick, kan være også at køre en brugertest på din konkurrents hjemmeside. Hvad synes din kunde, at konkurrenten gør godt? Det kan man virkelig også lærer meget af.

Jeg anbefaler ikke at man så bare begynder at implementere alle konkurrenternes tiltag. Du skal jo helst så finde på noget, som er ENDNU bedre. Viser de leveringen på en smart måde – så find på noget smartere! Det kan du jo sagtens! Brug evt. ham/hende du har inde til brugertesten, til at hjælpe dig med at brainstorme på hvordan du kan gøre det endnu bedre. Det kan altid gøres bedre, det er bare med at gøre det på den rigtige måde.

Nogle vil muligvis synes det er uetisk at købe hos konkurrenten og at teste på deres hjemmeside som beskrevet her, og det er også helt i orden. Faktum er bare at det sker mere og mere, og hvis du ikke gør det snart, så gør din konkurrent det på dig. Så kan du selv vælge, hvem, der skal have fordelen.