Det er ikke idéen, men menneskerne og deres drive!

Jeg snakker dagligt med mange mennesker, og logisk nok så er der mange som kommer ind på BilligeGolfbolde.dk. Det snakker vi så lidt om, indtil personen jeg snakker med siger noget i stil med ‘Øv, bare jeg havde fået idéen’, ‘Sikke heldig du er at have fået den idé’ eller noget i den stil. Det er jeg træt af, så nu vil jeg lige slå noget fast med søm.

Det handler ikke om at få den bedste idé, men det handler om at arbejde alle døgnets timer og brænde 180 % igennem for det!

Hvis nu min farfar ikke var kommet på den idé, så havde jeg helt sikkert fundet på noget andet. Hvis den idé havde været at sælge sokker eller tøj, så er jeg helt sikker på at jeg så havde fået succes med det. At sælge brugte golfbolde er en fin idé, men du opnår ikke succes af en fin idé. Du opnår succes ved at give den så meget gas, den overhovedet kan trække, og så ellers bare blive ved. Keep going!

Det leder mig også til at snakke lidt om unge iværksættere. Ofte hører jeg ‘Åh nej, jeg mangler lige at finde en god idé, det er så svært’. Nej? Der er idéer overalt.. Skriv 10 ting ned du plejer at bruge i din hverdag. Start en niche-webshop med det, og så giv den ellers bare gas. Lad være med at tænk at dit første projekt skal være en millionforretning, det er selvfølgelig det sjoveste, men det må ikke være målet. Målet skal være at give den fuld gas, og så få en masse erfaring. Du lærer hvad du er god til, og hvad du slet ikke kan finde ud af, eller gider. Det er guld værd.

Da jeg var i Sydney havde jeg fornøjelsen af at møde Martin Thorborg. Han tager rundt i verden og interviewer iværksættere rundt på hele kloden. Han fortalte mig, at det eneste som de mange succesfulde danske iværksættere har tilfælles, er at de blev ved. Når det var hårdest så blev de ved. Deres idéer var ikke nogle geni-idéer, på nogen som helst måde, men menneskerne var ildsjæle, og det er det handler om at være. At være en ildsjæl, og brænde 200 % igennem for det man laver.

Konklusion: Det handler ikke om idéen, men om, at du giver den gas.