Brug af kupon-sider som virksomhed

I 2009 havde vi pointsider, i 2010 havde vi affiliate sider og i 2011 havde vi så kupon-siderne. Jeg har prøvet det hele – her kommer mine erfaring med kupon-siderne.

Jeg valgte at køre en kampagne med et gavekort til min webshop www.billigegolfbolde.dk.

Regnestykket, de rå tal

MyDeal tager 26 % i provision af den omsætning der bliver skabt, så regnestykket ser sådan her ud (inkl. Moms):

Normalpris på gavekort – 200 kr.

MyDeal pris på gavekort – 99 kr.

MyDeal provision, 33 % – 32.67 kr.

Mit split, for hvert solgt – 66.33 kr.

Så for at opsummere, så får jeg altså 66.33 kroner for hvert solgte gavekort, på 200 kroner.

Der blev samlet set solgt 164 gavekort.

Samlet omsætning, til mig: 10.878,12 kroner. inkl. Moms.

Der var 11, som købte 2 gavekort

Der var 4, som købte 3 gavekort

Der var 3, som købte 5 gavekort

Der var 1, som købte 6 gavekort

Der var 2, som købte 7 gavekort

Der var 2, som købte 10 gavekort.

Resten nøjedes med 1 gavekort.

De 164 gavekort var altså fordelt over 92 forskellige personer, der var nemlig også 6 personer som ikke fik det brugt.

Derudover blev der sammenlagt brugt 2128,85 kroner ekstra, udover gavekortene. Det synes jeg faktisk er meget pænt, og det var jeg tilfreds med.

Der var ikke noget mønster i, hvad folk købte. Det var meget forskelligt. Folk havde en tendens til at købe ekstra tilbehør, mere end vi normalt solgte. Det gjorde at der blev ryddet en smule op i lageret, og vi kom af med nogle varer.

Fordele kontra ulemper

Jeg synes både, at der var gode og dårlige ting ved at køre en deal. Jeg vil lige ridse dem alle op, og så til sidst konkludere, hvad jeg synes du skal gøre.

Fordele

  • Du får et link fra MyDeal.dk, som bliver liggende
  • Du får en masse opmærksomhed og trafik fra potentielle kunder i fremtiden
  • Du får skabt noget omsætning på kort sigt, evt. Overskud ved gode avancer
  • Du får potentielle nyhedsbrevmodtagere
  • Du får potentielle tilbage vendende kunder
  • Folk kan glemme gavekortet, og du tjener stadig penge på dem
  • Folk køber for mere end blot gavekortet
  • Folk køber ting for gavekortet, som de normalt ikke ville købe

Ulemper

  • Det kan give underskud
  • Du får ikke pengene med det samme, så det skaber ikke likviditet med det samme
  • Det kan være tilbudsjægere som kommer ind
  • Såfremt de kan vælge alt i din butik, kan de principielt alle tage den samme vare, og give dig en skæv lagerbeholdning
  • Faste kunder kan synes at det er underligt, at du giver så meget rabat, og kan føle sig snydt

Min første fejl, nu mangler jeg kun seks

Jeg læste fornyeligt Morten Vadskærs indlæg ‘7 dumme fejl jeg har begået‘, og her er så min første fejl.

MyDeal sendte mig en lang kontrakt, med alle mulige ting jeg skal udfylde. Da jeg så kommer til spørgsmålet, om folk må købe flere gavekort, så har jeg en ret naiv tankegang. Jeg vælger at tro på, at fok vil købe dem, og så give dem til deres venner og bekendte i gave. Smart, tænker jeg. Flere potentielle kunder.

Det var så ikke tilfældet. Tilfældet var derimod at folk valgte at købe 10 gavekort til dem selv, og bruge pengene på at lave et lille lager hos dem at golfbolde. Formålet var jo at få mange kunder ind, så selvom jeg tabte penge, kunne jeg så sælge til dem igen. Der hersker vidst ikke meget tvivl om, at de kunder der købte 10 gavekort, får jeg svært ved at tjene hjem igen.

Den kunne jeg egentlig godt have tænkt mig til. Dog var der to små fejl mere, men det var nok mere fordi jeg ikke troede, at folk var så kreative. Jeg havde fx. en kunde som brugte sine 10 gavekort, på at købe nye gavekort hos mig. På den måde forlængede han jo lige hans 10 gavekort med et år mere. Godt tænkt, det må jeg dog give ham.

Hvem skal man vælge?

Som min anledning også antydede, så er der pludselig kommet rigtig mange kupon-sider. Det hele startede med en succeshistorie omkring Groupon såvidt jeg husker, og så skød de lige pludselig op overalt. Det kan du dog vende til din fordel. Det giver dig nemlig muligheden for at vælge den side, som du synes, passer bedst til dig. Jeg valgte MyDeal.dk, fordi jeg gerne ville ud til så mange som muligt. Det vurdere jeg at MyDeal kunne hjælpe mig med. Her er nogle af de største af kupon-siderne, i Danmark:

  • MyDeal.dk
  • DownTown.dk
  • SweetDeal.dk
  • StairPrice.dk
  • Tilbudibyen.dk
  • Groupon.dk

Der findes som sagt mange flere, og der kommer hele tiden nye til. Vær dog opmærksom på at finde en som kan levere en tilpas mængde trafik, det er jo ikke sjovt blot at nøjedes med 10 nye kunder. En god idé kan dog være, hvis du vil teste det af lige så stille, at så prøve en af de mindre sider i starten, bare for at teste. Så kan du altid få en af de store med på idéen bagefter. Husk at grundet den store konkurrence, så er mange af dem meget ‘sultne’, så du skal nok finde en, der vil promovere din deal.

Konklusion – skal du prøve det?

Først og fremmest, så kommer det an på den branche, som du er i. Sælger du computerudstyr, så kan jeg vidst godt på forhånd fortælle at det vil være en utrolig dårlig idé. Er du derimod i en branche, som har høje avancer, så synes jeg klart du skal prøve det af. Der er fordele og ulemper, men personligt har jeg det sådan at hvis man kan lave en nulpunktsforretning, men samtidig få noget gratis markedsføring og nye mails i databasen, så er det faktisk ikke en nulpunktsforretning i praksis, selvom det måske vil være det på papiret.

Men du skal gøre det, fordi du vil skabe en længerevarende relation til dine kunder, og så tjene penge på dem på lang sigt. Selvfølgelig er det også optimalt hvis du kan tjene penge på dem første gang, men så kræver det virkelig en god avance.

Hvis du blot vil gøre det for at skabe noget likviditet, som du står og mangler, så er det en dårlig idé. Det vil hjælpe dig på kort sigt, men hvis du er derude, hvor du blot mangler likviditet for at få det til at løbe rundt, så er det ikke sundt at skyde sin varer endnu billigere afsted. Det vil blot være som at tisse i bukserne.

Man skal også huske, at Mydeal, udbetaler pengene af to rater. Jeg kørte min deal, inde hos dem, i starten af eptember. Her kom 80 % af pengene så d. 20. Oktober, og de sidste 20 % kom så d. 6. Januar. Derfor er det ikke engang alle stederne, at man får øjeblikkelig likviditet.

Slutteligt så er det også en god idé, at gøre hvis du har en meget sæsonbetonet forretning. Jeg er overbevist om, at jeg vil gøre det igen til efteråret. Man får nemlig ryddet op i alle ens varer, og på den måde kørt lagerbeholdningen ned. Det er en smart måde at gøre det på, hvis du kan holde det til en nulpunktsforretning, for så i stedet for at du har tingene stående på lager, så står pengene på din konto.

Huskeliste, hvis du prøver det

  1. Lad ikke folk købe flere gavekort, medmindre du VED, at du tjener penge på det
  2. Gør det ikke for likviditet på kort sigt, gør det hvis du satser på længerevarende kunderelationer
  3. Fjern de produkter i den periode, hvis du har produkter med meget lav avance
  4. Fjern muligheden for at de kan bruge gavekortet, på at betale fragten
  5. Fyld lager op, og hver klar når folk kan bruge gavekortene
  6. Skriv en udførlig beskrivelse til kupon-siden, om hvordan kunden bruger gavekortet, så du ikke bliver kimet ned af forvirrede kunder
  7. Sørg for at have gjort nyhedsbrevtilmelding og automails helt perfekte, så der er større sandsynlighed for at det bliver en længerevarende relation
  8. Lad dem have max. 3 måneder til at bruge gavekortet
  9. Skriv ind i betingelserne hos kupon-siden, at gavekortet ikke må bruges til køb af gavekort på din egen side
  10. Undersøg hvem du vil køre din deal hos. Der er forskel på deres split, samt betalingsbetingelser – find de bedste vilkår, for dig