Billeder i en webshop

Billederne i en webshop betyder så meget mere end man tror. Er du den type som nu sakser nogle fra Google Images, og håber at det aldrig bliver opdaget? Gør det nok ikke – men derfor er der stadig flere fordele ved at få tage nogle fede billeder.

Det kommer dog selvfølgelig an på produktet. Det er ikke på alle produkter, hvor det er lige vigtigt. På mine brugte golfbolde, er det rigtig vigtigt. Folk vil vide hvor beskidte de er, og hvad de kan forvente. Det optimale, er at hvis du kan imødekomme folks forventninger, og så lige gøre det 10 % bedre, end de havde regnet med. Så bliver folk nemlig rigtig glade, og snakker om det.

Problemet ved det, kan dog være, at hvis jeg viste nogle søbolde/brugte golfbolde der var en smule grimmere, end de i virkeligheden er, så ville min konverteringsrate højst sandsynligt falde. Det er meget muligt at de kunder, der så modtog pakken ville blive gladere, men til gengæld ville jeg ikke sælge lige så meget. Derfor har jeg valgt bare at lave et så retvisende billede af golfboldene, som muligt.

En sjov ting, var dog at jeg havde købt et parti golf gavesæt hjem. Der lå lidt bolde, tees, noget til at gøre udstyret rent med, et håndklæde osv. En sød lille sort taske, som jeg solgte til 99 kroner. Jeg havde dog kun et billede af den, og det var af tasken. Så selve indholdet kunne ikke ses. På 1 år solgte jeg ca. 3 af dem. Skod køb tænkte jeg. Men så da jeg her til foråret skulle have taget nyt billeder på shoppen, fik jeg også taget nogle flere billeder af den taske. Nu er der så udsolgt?! Prisen blev ikke ændret. Det var vel ca. 10 styks der blev solgt, men det var mere den store forskel der var.

Bagefter er det jo fuldstændig logisk for mig. Selvfølgelig vil folk da se det! Men selvom jeg trods alt vil mene jeg er en ret aktiv e-købmand, så var det altså ikke en ting jeg havde prioriteret. Det vil jeg dog anbefale til jer.

Sælger i hardware eller hårvoks, så er det klart at det ikke betyder det helt store. Men solgte man hårvoks, kunne det være sjovt at vise, hvordan håret ser ud med det. Sælger man derimod tøj eller generelt ting der købes grundet designet, så er det virkelig vigtigt, at billederne sidder lige i skabet. Vis det fra alle vinkler, og tag billeder i close-up af de små fine detaljer.

Der findes mange dygtige amatør fotografer, og det er også en amatør fotograf jeg har fået til at tage mine billeder. Ligesom alt andet, så skal det jo hænge sammen med din økonomi. Du kan sagtens finde en der godt vil skyde 50 produktbilleder for 2-3.000 kr. Og dem er jeg overbevist om, at du hurtigt får tjent hjem.. Flere gange endda.